Hyggelig »Jul by Night« trods bidende kulde
Selv om »Bodil Storm« ikke helt havde lagt sig til ro, var der masser af mennesker i byens gader, da Fjerritslev Handelsstandsforening afviklede årets »Jul by Night«
På grund af den bidende kulde søgte folk ind i butikkerne, hvor der var travlhed aftenen igennem. Samtidig kunne man hygge sig med smagsprøver på lækre norske klejner fra KonditorBageren.
Udenfor tøffede Fjerritslev Minifut trofast rundt med fyldte passagervogne, ligesom julemanden og nissemor var på gaden med en snak og lidt mundgodt til børn og voksne. Desværre var de små julehuse på Bryggertorvet blæst ned aftenen forinden, ligesom stormen havde haft tag i den nyopsatte stjernebelysning.
Det helt store trækplaster var SuperBrugsens udkast af bolde med vedhæftede gavekort til afhentning af små og store gevinster inde i butikken. Der var sort af mennesker omkring butikken, da denne populære aktivitet tog sin begyndelse.
I øvrigt var der to konkurrencer fælles for alle butikker med fire Fjerritslev Gavekort på højkant.
Se flere billeder fra Jul by Night
Næste store julearrangement i Fjerritslev er søndag 22. december, hvor butikkerne holder åbent til kl. 18, og den elskede tradition med servering af kål og flæsk i Bryggerkælderen holder 50-års jubilæum.