Svinkløv og Svinklovene

svinkloev-badehotel

Svinkløv har siden turismens barndom omkring 1900 været et af de foretrukne udflugtssteder i Han Herred. Sommergæster i stort tal ankom fra hovedstaden og de større provinsbyer og indlogerede sig på egnens badepensionater eller hos private. Blandt disse var talrige kunstmalere, som blev tiltrukket af lyset og havet og brugte dage og uger med staffeli, palet og pensel i disse betagende omgivelser.

Også for det lokale borgerskab blev Svinkløv et yndet udflugtsmål, og på sommervarme søndage var der endeløse rækker af cykler og hestevogne parkeret på græsarealerne omkring »Faldet«, den smukke dal på østsiden af vejen ned til stranden. Madkurvene kom frem, dugen blev bredt ud, og vand til kaffen kunne man købe i »Opsynsmandens hus« ved traktørstedet, hvor nu Svinkløv Camping ligger.

At Svinkløv blev egnens foretrukne udflugtssted skyldes, at store klitarealer, som i århundrederne forud havde været hærget af sandflugt, nu var blevet beplantet med skov, idet staten begyndte etableringen af Svinkløv Plantage i 1884. For mange besøgende vil det sikkert være en overraskelse, at der ved Svinkløv vokser bøgetræer næsten helt ned til kysten.

En særlig tiltrækning har Svinkløv Badehotel, som er opført i 1925 og med senere udvidelser, senest i 1933-34, er Danmarks længste træbygning. Her bliver gæsterne fyldt op af gode madoplevelser – og ikke mindst naturen, lyset og stilheden.

Fra Svinkløv Badehotel går en afmærket sti – Sømærkestien – helt frem til Svinklovene, som med sine kløfter og svineklovslignende kalkformationer har været med at give området navn. Mange steder på stien har du en fantastisk udsigt over Jammerbugten fra Bulbjerg til Rubjerg Knude. Undervejs passeres Svinkløv Camping og rester af et større bunkeranlæg fra den tyske besættelse 1940-45.

Hvis du følger trappen og stien til stranden på vestsiden af Svinklovene, vil du måske opdage en lille signalkanon, som sandsynligvis stammer fra et russisk skib.

Adresse

  • Adresse: Svinkløvvej
  • By: 9690 Fjerritslev

Kort

Skriv din adresse i feltet under kortet og få en udførlig rutebeskrivelse.