Eventyrlig julepynt hos Flintholm
Flintholm er klar med ny julepyntserie baseret på originale H.C. Andersen-papirklip
Der var engang en eventyrdigter og filosof, der rejste rundt i verden. Navnet var Hans Christian Andersen.
Undervejs mødte H.C. Andersen mange mennesker, og ofte fortalte han eventyr og anekdoter, samtidig med at han klippede med en saks i et stykke papir.
Eventyrdigteren var selskabets populære midtpunkt, når han til alles begejstring fortalte sine utrolige og gådefulde historier, mens han med fri fantasi sirligt og detaljeret udformede sine overraskende papirklip. I alt blev det til over 1.000.
H.C. Andersen elskede også julen med alle dens skikke og traditioner. Ofte tilbragte han højtiden på en herregård, hvor værterne lod ham pynte juletræet med sine egne dekorative, stiliserede og forfinede papirklip, papirdukker og flag.
Verdens første flettede julehjerte menes at være klippet og flettet af H.C. Andersen.
Nordahl Andersen bygger videre på eventyret om H.C. Andersens papirklip og præsenterer nu en omfattende serie af smukt julepynt: julehjerter, grantræer, ophæng, bordpynt m.v. Med den nye kollektion, som fås hos Flintholm i Fjerritslev, er det muligt at skabe en eventyrlig julestemning i ethvert hjem.
Julepyntserien, der i alt består af 16 produkter, baseret på originale H.C. Andersen-papirklip, fås i både forsølvet og forgyldt udgave.