Lokalt nyt oktober 2013
Q8 bliver til F24 – Ny afdelingsdirektør hos Sparekassen Vendsyssel – genbrugsplads indviet
Klip fra de lokale aviser m.v.
1. oktober
Med tilsagn fra en række puljer og fonde er bestyrelsen bag Kulturcenter Tinghuset i Fjerritslev klar til at lade startskuddet lyde til en omfattende restaurering af den smukke og fredede bygning fra 1909. Planerne præsenteres ved et åbent hus-arrangement 4. oktober.
Eleverne på Ørebroskolen fortsætter skolens 50-års jubilæumsfest i august med en emneuge »tilbage til, da skolen var ung«. Projektet slutter med en modeopvisning i bedste 60’er stil.
»Lyserød Lørdag«: Årets Støt Brysterne-kampagne med sponsorløb m.m. i Fjerritslev til fordel for kampen mod brystkræft udvides i år med et arrangement på Hotel Klitrosen i Slettestrand, hvor tv-lægen Peter Qvortrup Geisling holder foredrag, og der holdes auktion over et maleri af kunstneren Jacob Gadd, som har fremstillet værket specielt til formålet under et ophold på Kunstcenter Lien.
2. oktober
SF’s partiformand, social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen besøger Jammerbugt Kommune på invitation af den lokale partiforening og får bl.a. lejlighed til at se Svejsemaskinefabrikken Migatronic i Fjerritslev, Råd og Dåd i Attrup og bofællesskabet Krabben i Hjortdal.
8. oktober
En af landets største og kendteste campingpladser skifter ejer, idet Jan Jepsen efter længere tids sygdom har valgt at sælge familievirksomheden Klim Strand Camping til de nuværende forpagtere af restauranten, Filip Siig og Ole Jensen, samt lejrchefen på Bogense Strand Camping, Michael Madsen, og ejerne af henholdsvis Drejby Strand Camping, Annemette Jakobsen, og Løgismosestrand Camping, Peter Lützen.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) besøger Fjerritslev Gymnasium, hvor han i en fællestime taler med eleverne om menneskerettigheder, demokrati og udvikling.
Q8-servicestationen i Vestergade 28, Fjerritslev, er nu blevet et F24-selvbetjeningsanlæg. Indehaver Allan Christensen holder butikken åben lidt endnu, men vil forsøge at udleje lokalerne, idet han for fremtiden blot skal fungere som vicevært på tankstationen, der blev etableret af hans forældre i 1958.
Internetportalen Fjerritslev.dk, som drives af Fjerritslev Handelsstandsforening, er blevet relanceret med større overskuelighed og lettere adgang til at finde butikker, virksomheder, foreninger, seværdigheder og arrangementer i hele 9690-området. Parylewicz Marketing står for design, mens indholdet leveres af Bodilsen tekst & foto.
9. oktober
En afstikker væk fra motorvejen: Kunstneren Erik Peitersen, 58, der også er kendt som handyman fra tv’s »Roomservice«, har åbnet et midlertidigt atelier på Kirsten Kjærs Museum i Langvad, hvor han – gerne med publikum på – arbejder på ni store landskabsmalerier, som er inspireret af naturen i Han Herred, Thy og Thyholm og skal sælges på auktion 19. oktober.
15. oktober
DR ruller det store grej ud på Fjerritslev Skole for at lave optagelser til tv-programmet »Fredagsfesten«, som sendes på DR Ultra 1. november. I programmet skal tre elever fra 5. klasse dyste mod tre lærere i paratviden.
Henrik Bech (46) er pr. 1. oktober tiltrådt som ny afdelingsdirektør hos Sparekassen Vendsyssel, Søndergade 13 i Fjerritslev. Henrik Bech kommer fra en stilling som områdechef hos NORDJYSKE Medier Thy/Han Herred. Samtidig er Carsten Sørensen (44), der hidtil har været kunderådgiver hos Sparekassen Himmerland i Fjerritslev, tiltrådt som afdelingens nye souschef.
Sparekassen Himmerland Fjerritslev lægger lokaler til en omfattende udstilling om Han Herred under den tyske besættelse 1940-45, arrangeret af Ole Villumsen Krog, Kollerup Klit.
Sammen med 200 andre købmandsbutikker ud over landet bliver Spar-købmanden, som Klaus Andersen driver i Vestergade 20, Fjerritslev, til »Min Købmand« pr. 20. oktober.
Som led i Kulturstyrelsens projekt »Danmarks oldtid i landskabet« indvier teknikudvalgsformand Jens Chr. Golding nye informationsskilte ved jættestuen Hvissehøj på Alsbjergvej nord for Attrup. Hvissehøj, der er fra stenalderen og over 5.200 år gammel, er med sine tre gravkamre helt enestående i europæisk sammenhæng.
16. oktober
Jammerbugt Kommune indleder samarbejde med almene, frivillige organisationer, som driver genbrugsbutik i kommunen, om at aftage og sælge brugbare effekter, som borgerne afleverer på særligt indrettede stillesteder på de kommunale genbrugspladser.
19. oktober
Bryggertorvet i Fjerritslev danner hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag op til kommunalvalget 19. november rammen om en livlig snak om lokalpolitik. De lokale by- og regionsrådskandidater har søsat et nyt initiativ i form af et Tværpolitisk Torv, og de små, hvide huse, der er kendt fra julehandlen i Fjerritslev, er i disse weekender beboet af Socialdemokraterne, SF, Borgerlisten og Venstre, ligesom repræsentanter for de øvrige partier også vil være til stede.
20. oktober
Norsk landbrug er blevet et vigtigt marked for Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik, som lige nu er ved at montere en ny stald til 60 køer hos en kvægbonde i Valsøybotn ved Kristiansund.
21. oktober
For at nå målet om, at 95 pct. af kommunens 5.600 unge mellem 15 og 29 år får en uddannelse, har Jammerbugt Kommune etableret et netværk bestående af fri- og folkeskoler, Fjerritslev Gymnasium, VUC, AMU, EUC, Ungecenter Jammerbugt, Jobcenter, SSP, PPR, erhvervsrådet og en række virksomheder. Netværket skal finde løsninger ud fra et 40 siders handlekatalog.
22. oktober
FIF Håndbold, som Dansk Håndbold Forbund har udpeget som Årets Håndboldklub 2013, forstærker sin profil med en ny slagsang og musikvideo, som indspilles på dvd i samarbejde med Fri-Stedet i Aalborg Øst. Den iørefaldende FIF-sang præsenteres live ved et håndboldstævne i Han Herred Fritidscenter 27. oktober.
Han Herreds kendteste original, Alverdens Casper, får nu en ny mindesten på gravstedet på Kettrup Kirkegård. Det sker i forbindelse med en sogneaften, hvor lærer Bent Gammelgaard øser af den righoldige samling af anekdoter om den lokale spøgefugl, der levede fra 1864 til 1943, og hvor René Jensen serverer smagsprøver af specialbrygget øl med navnet »Alverdens Casper«.
27. oktober
Efter mange genvordigheder med at holde tidsplanen og den økonomiske ramme har Jammerbugt Kommune nu indviet en ny og fuldt moderne genbrugsplads på Industrivej 8 i Fjerritslevs vestlige udkant. Genbrugspladsen, der afløser Affaldscenter Gøttrup, er yderst brugervenligt indrettet og lever op til nutidens standarder for håndtering af genanvendeligt materiale.
29. oktober
Den orkanagtige storm, som i går fejede hen over landet med store ødelæggelser til følge, fik ikke rigtig tag i Nordjylland og dermed Han Herred. Dog var der enkelte væltede træer i landsdelen.