Jul i den gamle bryggergård
Bryggergaarden – hvis historie går helt tilbage til 1897 – oser af hyggelig julestemning i ugerne op til jul
Der er som altid åbent, når handelsstandsforeningen holder Jul by Night 23. november og 7. december, ligesom der ventes et ekstra stort rykind, når der serveres stuvet hvidkål og flæsk med koldt og varmt hvidtøl søndag 23. december efter de gode, gamle traditioner fra brygger Kirsten Kjeldgaards tid omkring 1960.
Som noget nyt i år holder Museumsforeningen »Julehygge i Bryggergaarden« lørdag 8. december kl. 14-17, hvor der først bliver lejlighed til en rundtur i de flot pyntede lokaler oppe og nede, før der serveres smagsprøver på bryggerlaugets eget bryg samt LC Vesterhavsfruernes julesennep. Desuden byder eftermiddagen på inspiration til juledekorationer, gløgg og æbleskiver, julesange m.m.
− I øvrigt kommer 4. klasserne fra fire af omegnens skoler sædvanen tro igen i år til juleklip i Bryggergaarden, henholdsvis 3., 4., 6. og 12. december. Det er dage, vi på museet ser frem til, da vi føler, børnene har nogle dejlige timer med at lave juleklip som i gamle dage, ligesom de får en rundvisning, hvor de er meget interesseret i, hvad alle de forskellige gamle ting skal bruges til, fortæller den nytiltrådte museumsleder, Else K. Andersen.