Mød børneskuespillerne fra »Emma & Julemanden«
Mød børneskuespillerne fra Emma & JulemandenGlæd dig til Jul by Night i Fjerritslev fredag 11. december hvor vi får besøg af Emma og Rod – alias skuespillerne Sofia og Malthe – fra den nye biograffilm »Emma & Julemanden«
Opslået af Fjerritslev.dk på 1. december 2015
Jul by Night i Fjerritslev fredag 11. december står i »Emma & Julemanden«s tegn
Vi får nemlig besøg af de to børn, der spiller Emma (Sofia Suppli Callesen) og Rod (Malthe Houe) i årets store familiefilm, som også vises i Fjerritslev Kino.
Filmen er ekstra spændende for publikum i 9690-området, da der er optaget scener i den gamle købmandsbutik på Gammel Landevej 4 i Klim og på tankstationen på Thistedvej 294.
Du kan møde Emma og Rod – alias Sofia og Malthe – på scenen ved Fjerritslev Kro fra kl. 19.30, hvor Lennert Binzer Breum som veloplagt konferencier er klar til at få gang i julestemningen og de gode historier om filmen.
Der bliver selvfølgelig lejlighed til at stille spørgsmål til de to barnestjerner og få deres autografer – og måske endda en selfie!
Højdepunktet bliver udtrækning af en masse dejlige billetter til særforestillingen, som Fjerritslev Handelsstandsforening har købt søndag 13. december kl. 14.00 i Fjerritslev Kino. Det foregår fra scenen kl. 20.00.
For at deltage i konkurrencen, skal du besvare spørgsmålet på kuponen i denne avis og aflevere besvarelsen med dit navn, adresse og telefon i kassen foran scenen senest kl. 19.30. Husk, at du skal være til stede ved scenen for at vinde!
Du kan også deltage i konkurrencen, der løber på Facebook i ugen op til Jul by Night 11. december.
Endelig er der i løbet af aftenen masser af konkurrencer rundt om i byens butikker, hvor du også har mulighed for at vinde billetter.
Emma og Rod besøger også Fjerritslev Kino, hvor de fra kl. 18.45 sætter gang i den åbne forestilling kl. 19.15 fredag 11. december.
Fjerritslev Handelsstandsforening er sponsor for aftenens og søndagens »Emma & Julemanden«-arrangement.
Mere om »Emma & Julemanden«
Familiefilmen »Emma & Julemanden – Jagten på Elverdronningens hjerte« handler om den 11-årige Emma – en fantasifuld pige, der til tider føler sig glemt af sin store familie og derfor drømmer sig væk til eventyrlige verdener.
Da selveste Julemanden Nicolas og hans kone, Julie, en dag dumper ned igennem Emmas skorsten med deres nyfødte baby, bliver menneskepigen og den lille familie fra Nordpolen hurtigt gode venner.
Freden forstyrres, da de opdager, at Julemandens baby er blevet forbyttet med en elverunge og ført til den onde elverdronning. Snart må de tre rejse på en hæsblæsende rejse ind i Elverriget.
»Emma & Julemanden – Jagten på Elverdronningens hjerte« er en familiefilm, der følger efter TV2's julekalendere »Ludvig & Julemanden« og »Tvillingerne & Julemanden«. Ligesom på tv er Lars Hjortshøj den godmodige julemand, mens hans hustru spilles af Camilla Bendix.