Helt nye fordele ved at handle lokalt i Fjerritslev

til .

Saml mærker, få del i supergode tilbud, og vind dejlige gavekort for over 30.000 kr., når du handler i Fjerritslevs butikker i november

Fjerritslev Handelsstandsforening har fra 2. november søsat en ny og spændende aktivitet, hvor du ved at handle lokalt kan få del i helt specielle tilbud og samtidig vinde dejlige præmier.

Kampagnen går ud på at samle mærker og indsætte dem i et hæfte, som udleveres i byens forretninger.

Både tilbud og gavekort

Du får 1 samlemærke for hvert indkøb på mindst 100 kr. i handelsstandsforeningens medlemsbutikker (dog undtagen dagligvarebutikker), og når du har dit samlehæfte fyldt med 8 mærker, kan du benytte hæftet til at købe udvalgte varer med helt op til 50 pct. rabat.

Samtidig deltager du i konkurrencen om gavekort til en samlet værdi på over 30.000 kr. Puljen består af et Fjerritslev Gavekort på 2.500 kr. til brug i alle medlemsbutikker – og herudover udloddes en lang række gavekort på henholdsvis 500 kr. og 300 kr. til de enkelte butikker.

Når du har indløst dit hæfte, kan du starte på et nyt og forøge dine chancer for at vinde, ligesom du kan udnytte muligheden for at købe flere julegaver med store rabatter.

Køb julegaverne i november

– Vi vil gerne give kunderne fordele ved at købe deres julegaver allerede i november, fortæller Tage Thomsen fra handelsstandsforeningens bestyrelse.

– Samtidig vil vi meget gerne have kunderne til at købe deres julegaver i Fjerritslev frem for på nettet eller i Aalborg. Det er lettere for kunden at handle lokalt, og så er man jo med til at understøtte de mange aktiviteter, der sker i Fjerritslev.

Muligheden for at deltage i Fjerritslevs november-kampagne gælder hele måneden, så det vil være oplagt at få op til flere hæfter fyldt ud inden fredag 27. november, hvor byens handlende holder længe åbent i forbindelse med juletræstændingen på Torvet.

Direkte besked

De fyldte hæfter skal afleveres/indløses i medlemsbutikkerne senest lørdag 5. december. Vinderne af gavekort får direkte besked og offentliggøres i Fjerritslev Ugeavis tirsdag 15. december.

Listen over medlemsbutikker fremgår af samlehæftets bagside.

Rigtig god fornøjelse med at samle mærker i Jammerbugtens hyggeligste handelsby!