Lokalt nyt juli 2015
Zign Reklame og Indpak åbner på Fabriksvej 10 – Tidligere Fjerritslev Avis-redaktør Jens Damsgaard udnævnes til æresmedlem i Han Herred Turistforening – Bogtrykker Peter Eigenbroth bliver ny guvernør for de 58 nordjyske Rotary-klubber fra Skagen til syd for Randers
1. juli
Kjeld Kristensen, Fjerritslev, specialarbejder på Materielgården Vej og Park, har været i audiens hos Dronningen for at takke for fortjenstmedaljen i sølv.
3. juli
Vejret er med Teaterforeningen Skovspillene, og der er flotte kostumer og skuespilpræstationer, da »Festen på Aagaard« løber over friluftsscenen ved Jægerum Sø i dagene 1.-5. juli.
4. juli
Veluxfonden bevilger 3.255.000 kr. til et forskningsprojekt om Atlantvolden i Nordjylland, som også omfatter den tyske befæstning af kyststrækningen mod Jammerbugten i Han Herred. Bevillingen går til Museum Thy, der samarbejder med MuseumsCenter Hanstholm, Nordjyllands Kystmuseum, Vendsyssel Historiske Museum samt Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet. Museumsleder Jens Andersen fra Hanstholm frikøbes som projektleder.
5. juli
Aalborg-familien Line og Kasper Lauth med datteren Clara, der siden 4. maj har boet gratis i et hus i Bonderup med fri bil, gratis medlemskab af områdets foreninger, havehjælp og vareudbringning, føler sig så godt hjemme i lokalsamfundet, at de vælger at blive boende efter de fire måneders prøveperiode, som de vandt på Forårsmessen i Aalborg. Trekroner Udviklingsforum vil gøre sådanne prøvetilbud for potentielle tilflyttere permanent.
7. juli
Med ansættelsen af ny herrehåndboldtræner Anders Frederik Heshe, der selv har en fortid som divisionsspiller, vil FIF Håndbold satse på at løfte niveauet til tidligere tiders storhed for klubben i både Jyllandsserien og Danmarksserien.
21-årige Jacob Malmborg har lejet lokaler på Fabriksvej 10 i Fjerritslev, hvor han har indrettet og etableret sig med virksomheden Zign Reklame og Indpak.
Mens Fjerritslev Kro fortsat er lukket, før de nye ejere bliver klar, har en initiativgruppe med vin- og grønthandler René Hjørnet Jensen i spidsen taget initiativ til at rejse et stort telt på Torvet, hvor der uge efter uge frem til 8. august vil være musik, råvarer og gastronomi til glæde for byens sommergæster. Bl.a. vil Thorup Strand-fiskerne, som i år har fået ekstra opmærksomhed på grund af tv-serien »Gutterne på kutterne«, være til stede med deres rullende fiskebutik.
Med støtte fra LAG-midlerne har turistorganisationerne omkring Limfjorden udgivet et nyt Limfjordskort med beskrivelse af seværdigheder som fx vikingeborgen Aggersborg og middelalderborgen Spøttrup for at fremme cykelturismen i landsdelen.
9. juli
Efter mange års samarbejde med DGI afvikler Trekroner Idrætsforening for første gang sin egen fodboldskole for børn med rekordtilslutning fra hele 137 deltagere.
På sin 77-års fødselsdag 8. juli udnævnes tidligere Fjerritslev Avis-redaktør Jens Damsgaard, Fjerritslev, til æresmedlem i Han Herred Turistforening, hvor han gennem en lang årrække var formand og arbejdede visionært og med stort engagement til gavn for turismen.
13. juli
Bogtrykker Peter Eigenbroth bliver ny guvernør for de 58 nordjyske Rotary-klubber fra Skagen til syd for Randers. Guvernørkæden overrækkes på Hotel Klitrosen i Slettestrand af forgængeren, tandlæge Jens Søndergaard, Hadsten.
14. juli
I samarbejde med DGI har Fjerritslev Svømmeklub for første gang afviklet »Ocean Rescue Camp« i Slettestrand, hvor klubbens medlemmer i alderen 8-15 år blev tilbudt en uges intensivt kursus i livredning, anvendelsen af våddragter og kæmpe surfboards m.v.
24. juli
Anders H. Jørgensen forlader efter 10 år i virksomheden stillingen som adm. direktør for svejsemaskinefabrikken Migatronic i Fjerritslev.
28. juli
Jakob Birk Nielsen, der blev student fra Fjerritslev Gymnasium i 2011, udstiller i Galleri Kino, hvor han viser rejsebilleder med henblik på at skabe forståelse for folk og levevis i Østeuropa, idet han fra 11. maj 2014 og tre måneder frem gennemførte en tur i en række østeuropæiske lande helt alene på sin 35 år gamle Yamaha-motorcykel.
30. juli
Finn Bonde, der i forvejen er leder af Nørhalne Skole, skal foreløbig frem til 1. november bestride et dobbeltjob, idet det endnu ikke er lykkedes at ansætte en ny skoleleder i Trekroner efter Kim Haaning Pedersen, der nu er chef for Skovsgaard-Tranum Skole. Siden marts i år har Jørgen Christiansen været konstitueret i stillingen, men han ønsker nu at vende tilbage til sit gamle job som lærer på Brovst Skole.