Find Fjerritslev Lokalarkiv på nettet

til .

Fjerritslev Lokalarkiv har sammen med 550 andre små danske lokalarkiver og professionelle arkiver skabt en unik dansk kulturskat på nettet

Kulturskatten ligger på www.arkiv.dk, som går i luften 20. februar 2015, og hjemmesiden bugner af historiske billeder og originalpapirer fra hele Han Herred.

I fællesskab har arkiverne skabt danmarkshistoriens største digitale scrapbog med billeder, breve, kort og stedbeskrivelser. Fjerritslev Lokalarkiv har bidraget med masser af materiale fra lokalområdet. Med den nye hjemmeside kan man nu sidde hjemme i sofaen og på et øjeblik få overblik over utallige spændende historier.

Lige nu er der særligt fokus på besættelsestiden, hvor frivillige fra alle hjørner af Han Herred benytter Fjerritslev Lokalarkiv i planlægningen af en udstilling i Tinghuset i anledning 75-året for Danmarks besættelse 9.-13. april.

Det er Sammenslutningen af Lokalarkiver, der står bag den nye hjemmeside, hvor man kan søge blandt en million billeder og lige så mange originalpapirer i form af for eksempel breve, kort og stedbeskrivelser.

Med arkiv.dk får publikum én indgang til Danmarks historie. De mange arkiver er så at sige blevet ét stort arkiv. Arkiverne har siden slutningen af 1980’erne arbejdet med at registrere historisk materiale elektronisk. Det er det materiale, der nu bliver offentliggjort på arkiv.dk. Og der er meget mere på vej.

– Vi regner med, at alene billeddatabasen hver måned vil vokse med 25.000 nye billeder. Og vi har stadig masser af materiale, som ikke er registreret elektronisk, så vi har arbejde til mange år endnu, siger Dorthe Søborg Skriver, direktør for Arkibas, der er ejet af Sammenslutningen af Lokalarkiver og ansvarlig for arkiv.dk.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal donerede i 2013 1,8 millioner kroner til arkiv.dk. Beløbet har dækket to tredjedele af udgifterne til udviklingen.