Påskeæg og påskekunst i teltet på Torvet
En række kunstnere hjælper børnene med at male flotte påskeæg i teltet på Torvet ved Påske by Night
I år bliver påsken i Fjerritslev ekstra flot og farverig. Ved Påske by Night onsdag 16. april bliver byen indtaget af en lang række kunstnere, hvis værker både vil kunne ses i forretningerne og i det store telt på Torvet. Dermed er der lagt op til påskeudstillingen »Kunst i Bådhuset«, som kan ses i Havbådehuset og på Hotel Klitrosen i Slettestrand hver dag fra skærtorsdag til og med anden påskedag.
Gruppen af kunstnere er anført af Piet Pedersen, som i øvrigt åbner eget kunstgalleri i kælderen til Vestergade 63 påskelørdag. Piet Pedersen og flere af de andre deltagere har stor erfaring i at arbejde med børn, og derfor har Fjerritslev Handelsstandsforening lavet et samarbejde med kunstnerne om, at de skal hjælpe børnene med at male flotte påskeæg, som de selvfølgelig får med hjem.
Maling af påskeæg foregår inde i teltet, hvor der er sat borde og stole frem til børnene, og imens kan de voksne få sig en snak med kunstnerne.
I teltet er der også oppustning af gule balloner, som uddeles gratis til børnene. Derved bliver byen i løbet af aftenen fuld af svævende gule »påskeæg«.
Følgende kunstnere medvirker ved Påske by Night i Fjerritslev
- Anni Pedersen: Billedkunst
- Helle Lysgaard Søgaard: Smykker
- Helle Skov: Stentøj
- Jan B. Trauelsen: Maritim billedkunst
- Merete Holm Vinter: Billedkunst
- Piet Pedersen: Billedkunst
- Poul Spangsgaard: Billedkunst
- Rikke Kristensen: Pottemager