Velkommen til 14. forårsmesse i Thorup-Klim Hallen

til .

Hermed er det en stor fornøjelse at byde gæster fra fjern og nær velkommen til 14. forårsmesse i Thorup-Klim Hallen

Igen i år har vi lagt os i selen for at skabe en bred og afvekslende forbrugermesse med flotte udstillinger, god underholdning og spændende aktiviteter for både store og små, så vi håber, at vi kan nå op på mindst 2.100 besøgende, som det var tilfældet i 2012.

Vi er rigtig glade for, at mange udstillere vender tilbage gang på gang, og at vi også i år kan byde nye forretninger og organisationer velkommen på standene. Traditionen tro var de 42 stande solgt til de 35 udstillere allerede i god tid før jul, og vi har haft venteliste på endnu flere, der gerne ville have været med.

Ligeledes er det dejligt at opleve den usvækkede interesse fra lokalsamfundets side, hvor 35-40 frivillige sørger for, at alt klapper fra først til sidst. Det hele er yderst velorganiseret, hvilket vi håber, publikum også vil kunne mærke i løbet af messedagene.

Forårsmessen er en unik mulighed for at vise det bedste af Han Herreds erhvervs- og foreningsliv frem og at gøre al snak om Udkantsdanmark grundigt til skamme. Her er vi nemlig nødt til at være på forkant, hvis vi skal klare os som en attraktiv landsdel i Fremtidsdanmark.

En stor tak til udstillerne, de frivillige og støtteforeningerne for Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening og Thorup-Klim Boldklub, som gør det muligt at holde forårsmesse for 14. gang.

Benyt weekenden 8.-9. marts til at tage en tur til Klim sammen med familie og venner, og besøg hallens cafeteria, når der trænges til en forfriskning eller lidt at spise.

Fra messeudvalgets side byder vi alle hjertelig velkommen og rigtig god fornøjelse på Forårsmessen 2014!

Henrik Agesen
messekoordinator
 

Læs meget mere om alle aktiviteter til Forårsmessen her

Se udstillernes gode tilbud i messeavisen

 

Program

Lørdag 8. marts 2014

  • Kl. 13.00 Forårsmesse 2014 åbnes v/ borgmester Mogens Gade
  • Kl. 14.00 Øland Karlekammerkor på scenen
  • Kl. 15.30 Udstillerne præsenterer stort FORÅRSMODESHOW, samt hårshow v/ Frisør Trine Rosenkrantz
  • Kl. 17.50 GAVESHOW med masser af præmier

Søndag 9. marts 2014

  • Kl. 09.15 Forårsmesse 2014 åbner med fælles gudstjeneste v/ Klim Valgmenighed og Klim-Thorup-Vust Sognekirke
  • Kl. 10.00 Stande åbner – Gratis kaffe og rundstykker til de morgenfriske – Gratis kagemand til børnene
  • Kl. 11.00 Børne Trylleshow v/ landskendte entertainer og tryllekunstner Steen Pegani
  • Kl. 13.00 Voksen Trylleshow v/ landskendte entertainer og tryllekunstner Steen Pegani
  • Kl. 14.00 Præsentation af hjertestarter på scenen
  • Kl. 14.45 Udstillerne præsenterer stort FORÅRSMODESHOW, samt hårshow v/ Frisør Trine Rosenkrantz
  • Kl. 16.50 KÆMPE GAVESHOW MED MASSER AF PRÆMIER
  • Kl. 17.00 Forårsmesse 2014 lukker. På gensyn i 2016

Mogens Bay er konferencier begge dage
Børneaktiviteter begge dage i skolens gymnastiksal