Samarbejde baner vejen for et nyt uddannelsestilbud i Fjerritslev
Jammerbugt Kommune, Fjerritslev Gymnasium og SOSU Nord står sammen om et lokalt initiativ, der skal styrke uddannelsestilbuddet til de unge i Fjerritslev
Fra august 2014 bliver det muligt at tage grundforløbet til uddannelserne som social- og sundhedshjælper eller pædagogisk assistent på Fjerritslev Gymnasium.
De tre samarbejdspartnere har i et års tid været i dialog om, hvordan de kan understøtte det nuværende og fremtidige behov for uddannet arbejdskraft i kommunen. Første skridt har været brobygning for 10. klasser, hvor eleverne har haft mulighed for at prøve kræfter med social- og sundhedsfaget, og det næste skridt er nu at etablere flere attraktive uddannelser i Fjerritslev, så de unge ikke behøver at rejse væk fra kommunen for at tage en erhvervsuddannelse.
– Vi har et meget velfungerende campus på Fjerritslev Gymnasium med elever på STX, HF og HHX, og vi ønsker med dette initiativ at styrke studiemiljøet og glæder os til at byde SOSU-elever velkommen i vores attraktive omgivelser. Vores elever er glade for ikke at bruge tid på transport til og fra deres uddannelse, og det betyder meget for dem at være en del af skolens og byens studieliv, fortæller rektor Per Beck fra Fjerritslev Gymnasium.
Direktør Anja Jørgensen fra SOSU Nord har også gode erfaringer med at tilbyde lokale uddannelsesmuligheder og skabe campusområder under samme tag med andre uddannelser:
– Det har stor betydning for elevernes gennemførsel af deres uddannelse, at uddannelserne er i deres nærmiljø. Endvidere véd vi, at det sociale liv på et uddannelsescampus har en positiv effekt på deres gennemførsel.
Borgmester Mogens Gade glæder sig også meget over samarbejdet og ser flere klare fordele forbundet med SOSU Nords grundforløb i Jammerbugt Kommune:
– Jammerbugt Kommune halter bagefter i statistikken over unge med en kompetencegivende erhvervsuddannelse.
Det er vigtigt for beskæftigelsen og kommende arbejdskraft inden for eksempelvis ældreområdet, at vi kan tilbyde de unge uddannelsesmuligheder tæt på dem. Undersøgelser lavet af Jobcenter Jammerbugt og LBR Jammerbugt viser, at de stort set ingen af de unge i undersøgelsen ønsker at flytte for at få et job eller en uddannelse. Jeg håber, at grundforløbet kan blive en katalysator for en gruppe unge, som måske ellers ikke ville have startet på en erhvervsuddannelse, forklarer Mogens Gade.
SOSU Nord tilbyder i dag erhvervsuddannelser i Hobro, Aars, Svenstrup, Vodskov, Aalborg, Frederikshavn og Hjørring. Undervisningen i Fjerritslev vil blive varetaget af SOSU Nords medarbejderstab, der fastholder den pædagogiske linje, som eksisterer på de andre afdelinger.
Kort om grundforløbene
Grundforløbet SOSU Basis varer i alt 20 uger med undervisning på skolen samt to uger i praktik, hvor fokus er på arbejdet med ældre eller børn i forhold til sundhed, livsstil og aktiviteter. Det er også muligt at vælge SOSU Praksis, der varer i alt 30 uger for at få mere tid til to praktikforløb af hver fire ugers varighed. Fælles for de to forløb er muligheden for at arbejde med sundhed, omsorg og pædagogik i samspil med mennesker.
Kilde: Jammerbugt Kommune