Velkommen til den nye Fjerritslev.dk
Den fælles internetportal for handel, service, foreningsliv og turisme i Fjerritslev og omegn er blevet relanceret
Fjerritslev Handelsstandsforening er nu klar med en omfattende relancering af internetportalen Fjerritslev.dk.
– Den hidtidige version gik i luften for seks år siden, og efter tilbagemeldinger fra vore medlemmer besluttede vi i bestyrelsen, at tiden nu var inde til at kigge hjemmesiden grundigt efter i sømmene, fortæller Martin Eigenbroth, der er formand for handelsstandsforeningen.
Det resulterede i, at en arbejdsgruppe bestående af Martin Eigenbroth, Kasper Jensen, Tage Thomsen, Mai-Britt Parylewicz og Ejgil Bodilsen blev sat i gang med at gennemtænke portalens formål, indhold, udseende og funktionalitet. Gruppen har i løbet af sommeren færdiggjort sit arbejde, og handelsstandsforeningens medlemmer har gennem de sidste par uger haft mulighed for at se resultatet og komme med respons.
Størst mulig overskuelighed
– Det væsentligste har været at skabe overskuelighed, og derfor har den nye Fjerritslev.dk fået et meget enklere og mere luftigt design. Det er også blevet betydeligt lettere at finde frem til butikker, hoteller, restauranter, håndværkere og andre servicefag, da man får et hurtigt overblik over samtlige medlemmer af handelsstandsforeningen i topmenuen.
Hver enkelt medlemsvirksomhed har sin egen side, hvor man præsenterer sig selv, og hvor der er kontaktoplysninger og henvisninger til egen hjemmeside. Som noget nyt er der indsat et dynamisk Google-kort, der viser virksomhedens geografiske placering.
Portal for hele 9690-området
– Fjerritslev Handelsstandsforening ønsker at være et samlende organ, der bidrager til at skabe udvikling og vækst i hele den tidligere Fjerritslev Kommune. Derfor opfordrer vi alle virksomheder i 9690-området til at blive medlem, så vi kan præsentere os samlet og vise, at vi faktisk har rigtig meget at byde på i vores del af Jammerbugt Kommune, siger Martin Eigenbroth.
– Vi har også gjort det let at få et overblik over alle de små og store seværdigheder og aktivitetsmuligheder, der findes i vores dejlige område. I lighed med butikkerne har også oplevelsesmulighederne hver deres side med en kort introduktion, et Google-kort med geografisk placering og henvisning til eventuel hjemmeside.
Overblik over foreningsaktiviteter
– Endelig vil vi gerne præsentere hele det vidtforgrenede foreningsliv, der er i Fjerritslev og omegn. Men vi har brug for foreningernes hjælp til at gøre foreningsafsnittet komplet, så indsend venligst oplysning om kontaktperson og hjemmeside til vores webmaster, der også står for opdatering af hjemmesidens nyhedsdel, opfordrer Martin Eigenbroth.
– Alle kan få deres foreningsarrangementer med i den nye kalender, der er en vigtig del af formålet med Fjerritslev.dk. Vi har ligesom VisitJammerbugten etableret et samarbejde med KultuNaut, således at alle arrangementer, som foreningerne i 9690-området selv indtaster i KultuNauts system, automatisk kommer med i oversigten.
Martin Eigenbroth tilføjer, at Fjerritslev.dk naturligvis også har sin egen side på Facebook, hvor der blandt andet lægges billeder ud fra handelsstandsforeningens mange fællesarrangementer.
Fjerritslev.dk’s nye design er lagt i hænderne på Parylewicz Marketing, mens Bodilsen tekst & foto står for ajourføring af indholdet.