Efterårslørdag med hyggestemning i Bryggerbyen
BRYGGERFESTIVAL: Fjerritslev Handelsstandsforening indbyder til »Beer Walk« og lancerer den nye »Kathrine Kjeldgaard – Fjerritslev Classic« lørdag 21. september
Der er lagt op til en dag med masser af hyggestemning i Bryggerbyen Fjerritslev, når der lørdag 21. september blændes op for ølsmagning, mad og musik, samtidig med at butikkerne holder åbent helt til klokken 14.
Bryggerfestivalen indledes med gratis morgenkaffe og rundstykker i teltet på Torvet. Her kan der også købes billetter til en omgang »Beer Walk«, idet der fra klokken 10 åbner fire stationer rundt om på handelsstrøget med smagsprøver på øl af høj kvalitet fra en bred vifte af producenter. Det sker mod aflevering af de poletter, der følger med billetten til »Beer Walk«.
Billetterne sælges hele ugen i forsalg hos Tøjeksperten, MENY, SuperBrugsen og Renés Vin & Grønttorv, som også står for de fire ølstationer under Bryggerfestivalen.
Bryggerfestivalen er endvidere anledning til at præsentere øl nummer to i serien med bryggerfamilien Kjeldgaard på etiketten. I teltet på Torvet uddeles således gratis smagsprøver på den nye »Kathrine Kjeldgaard – Fjerritslev Classic«, som er en lidt mørkere økologisk lagerøl af Wienertypen med en rund og fyldig smag af frugt, karamel og ristet malt.
I den gamle bryggergård er håndbryggerlauget på pletten med gratis smagsprøver på eget sommerbryg, og fra klokken 14 byder Museumsforeningen indenfor til en eftermiddag med vurdering af publikums medbragte effekter ved det kendte marskandiserpar Jens Guldsmed og Mads Ejlersen fra Tversted.
Teltet på Torvet vil være åbent hele dagen indtil klokken 17, og fra klokken 13 kan der købes lækkert mad, samtidig med at duoen Groove n’ Soul leverer hyggemusik til spisningen. Groove n’ Soul spiller iørefaldende jazz med stænk af soul, men er heller ikke blege for at begive sig ud i fortolkninger af for eksempel Beatles-numre og anden populærmusik.
Duoen består af lokalkendte musikere, Jens Hostrup (saxofon og guitar) og Per Gregersen (klaver, hammond og sang), som har spillet sammen i over 20 år og optrådt i adskillige konstellationer både sammen og hver for sig. Repertoiret spænder vidt, men hovedvægten ligger på iørefaldende og swingende jazz, ofte med en karakteristisk nordisk tone og jazzede udgaver af kendte danske og nordiske sange.