Årets Kunstneræg 2019 præsenteres til Påske by Night
Der er mange ildsjæle blandt medlemmerne af Fjerritslev Handelsstandsforening, som år for år hitter på nye, spændende tiltag for at gøre indkøbsturen i Jammerbugtens hyggeligste handelsby til en dejlig og sjov oplevelse – det være sig de gigantiske halmballenisser ved indfaldsvejene til jul og byens nye snemandsfamilie, som vækker glæde hos både store og små og bliver flittigt fotograferet
Her til påske er handelsstandsforeningen klar med et nyt tiltag: Årets Kunstneræg.
Gennem flere år har de handlende pyntet træerne langs gaden med påskeæg i alle farver, og det resulterede i, at man sidste år valgte at tænke rigtig stort og få fremstillet nogle kæmpemæssige påskeæg til at forskønne hele midtbyen i påskeugen.
I år har en arbejdsgruppe så videreudviklet sidste års tiltag, som blev taget rigtig godt imod af byens gæster, nemlig ved at lade forskellige kunstnere på skift dekorere et af disse meterhøje æg. Til at udsmykke Årets Kunstneræg 2019 faldt valget på Annette Holm Frandsen, der driver atelieret AF Maleriet i Østebrogade 11C i Løgstør. Annette Frandsen er uddannet dekoratør, hvorefter hun blev selvstændig butiksdrivende, heraf 35 år som skotøjshandler, inden hun som aktiv pensionist for alvor kastede sig over det kunstneriske.
− Hvis folk bliver glade i låget af mine malerier, så er mit mål til fulde nået! lyder det fra den farvebegejstrede kunstner.
Det var dog lidt af en opgave, arbejdsgruppen havde sat sig selv på med at få dette projekt sat på skinner. Først skulle det udvalgte påskeæg placeres på en trailer og køres med yderste forsigtighed over broen til Løgstør. Men den største udfordring meldte sig, da kæmpeægget skulle løftes op på første sal, hvor Annette Frandsen har sit atelier. Det gik dog alt sammen, og nu venter alle blot med spænding på at se det færdige resultat, når ægget i al sin kunstneriske farvepragt vender tilbage til Fjerritslev.
Årets Kunstneræg 2019 vil få sin plads på Bryggertorvet, og I øvrigt vil alle handelsstandsforeningens andre kæmpeæg være fremme på handelsstrøget i hele påskeugen. Disse er også blevet udsmykket med farvestrålende dekorationer, som i modsætning til Årets Kunstneræg kan udskiftes fra år til år.