Forårsmessens historie 1980-2019
Forårsmessen i Fjerritslev har nu næsten 40 år på bagen, idet messen været afholdt hvert andet år siden 1980. Men historien går helt tilbage til 1914, hvor dyrskuepladsen uden for hallen dannede rammen om en storstilet amts- og herredsudstilling med en præsentation af erhvervs- og kulturlivet i de hastigt voksende stationsbyer i Han Herred. Dengang byggede man en stor og flot træpavillon til at huse de mange udstillingsstande
Siden fulgte Fjerritslev Håndværker- og Borgerforening op med en stor Han Herred-udstilling ved byfesten i 1948, og gennem alle årene har Fjerritslev Dyrskue været med til at sætte fokus på de kvaliteter, som egnen byder på.
Forårsmessen er stadig stærkt lokalt forankret, understreger Knud Erik Andersen, der har været med i messeudvalget helt fra starten i 1980, heraf mange år som formand.
− Det drejer sig om at vise, hvad virksomheder, institutioner og foreninger her i området formår, fastslår han.
Den nuværende forårsmesse i Fjerritslev begyndte egentlig som en efterårsmesse, efter at idéen havde rumsteret i de lokale idrætsforeninger i nogen tid.
− Vi var helt på bar bund, så vi rådførte os med den kendte bryllupsmessearrangør Birgit Merete Rasmussen på Solhøjgaard i Hjortdal. Men selv om der var gode forhold i Han Herred Fritidscenter mente hun ikke, det kunne lade sig gøre at stable en forbrugermesse på benene i et så lille lokalområde som vores.
− Det provokerede os bare endnu mere til at gå i gang, og vi var heldige at kunne engagere en erfaren herre, Verner Schytte fra Musikcentret i Thisted, som koordinator. Selv havde jeg kun været til messe en enkelt gang før, nemlig forårsmessen i Europahallen i Aalborg, afslører Knud Erik Andersen.
− Det første år fik vi tegnet kontrakt med Dirch Passer om at optræde på scenen. Han døde desværre forinden, så det blev i stedet Poul Reichardt, der underholdt med »Er du dus med himlens fugle« og andre af hans populære melodier.
− Siden medvirkede blandt andre Ulf Pilgaard, Claus Ryskjær og Grethe Ingmann, og messefolkene sikrede sig altid deres autografer på en plade.
− Gennem messen kunne vi præsentere entertainere, som ellers ikke ville være kommet her til byen.
Vi tog tråden op fra Han Herred Hallens første år i 1950’erne, hvor talrige kendte kunstnere besøgte Fjerritslev. Denne tradition bliver i dag videreført af MusikCompagniet.
Blandt de mange konferencierer, der gennem årene har bundet udstillerne, gæsterne og de sceneoptrædende sammen, er showagenterne John Vedholm og Jes Østergaard foruden lokale folk som Mogens Bay, Per Halsboe-Larsen, Thomas Gravesen og Lennert Breum.
Allerede i 1984 blev efterårsmessen til den forårsmesse, som vi kender i dag, og som på bedste kollegial vis skifter med forårsmessen i Thorup-Klim Hallen hvert andet år. I øvrigt er det folk fra Thorup-Klim, der står for opstillingen af messestande begge steder.
Omkring 50 frivillige fra Ørebro Boldklubs og Fjerritslev Idrætsforenings bagland er i sving før, under og efter messen for at få alt til at klappe – lige fra at være p-vagter og billetsælgere til at servicere udstillerne inde i hallen.
I mange år har den lokale afdeling af Hjemmeværnet taget tjansen som nattevagt, og i perioder har denne opgave været varetaget af kortklubber fra ØB og FIF.
Det store læs i månederne forud trækkes af messeudvalget, som ud over Knud Erik Andersen p.t. består af Preben Wittrup, Bo Bang Larsen, Claus Hermansen og Mathias Petersen.
Udvalget holder omkring 20 planlægnings- og afviklingsmøder i løbet af hele processen omkring Forårsmessen.
Tekst og foto: Bodilsen tekst & foto