Julemånedens program 2018 i Fjerritslev

til .

Velkommen til en stemningsfuld julehandel i Jammerbugtens hyggeligste julehandelsby

Jul by Night i Fjerritslev fredag 7. december

Butikkerne har åbent til kl. 21.00 med hyggelige aktiviteter både i butikkerne og i byens gader.

Besøg LC Vesterhavsfruerne, der sælger julesennep og andre rare ting i julehusene på Bryggertorvet, eller kig indenfor i den gamle bryggergård, hvor de bedste juletraditioner holdes i hævd, ligesom der er præsentation af en ny bog om julen i 1960’erne. I gaderne der salg af varme pølser m.m., og alle kan ganske gratis tage en hyggelig rundtur i gaderne med minitoget Fjerritslev Fut.

Julehygge i Bryggergaarden lørdag 8. december kl. 14.00 – 17.00

Den gamle bryggergård fra 1897 er julepyntet med nisser, gamle julekalendere og gammelt julepynt, og efter en rundtur vil ølbryggerlauget udskænke smagsprøver på deres sidste bryg. Desuden viser Lise Skærbæk, hvordan man laver juledekorationer, og LC Vesterhavsfruerne præsenterer og sælger deres julesennep. Der sluttes af med gløgg og æbleskiver, og selvfølgelig skal der også synges nogle julesange. Billetpris kr. 40 pr. person − juledekorationerne bliver udtrukket på billetten.

Søndagsåbent i Fjerritslev søndag 16. december – 3. søndag i advent

Byens butikker er i julehumør og holder åbent kl. 10.00 − 16.00. Der er også åbent i den gamle bryggergård, og rundt om i gaderne kan du møde Julemanden & Nissemor, der deler godter ud. Fjerritslev Fut kører gratis rundture med børn og voksne.

Lørdag 22. december

Åbent i butikkerne helt til kl. 16.00.

Søndagsåbent med Kål & Flæsk i Fjerritslev søndag 23. december – 4. søndag i advent

Byens butikker har åbent kl. 10.00 − 16.00 og byder på masser af julehygge både inde og ude. Der er også åbent i den gamle bryggergård, hvor der for et beskedent beløb serveres Kål & Flæsk med hvidtøl efter de bedste juletraditioner i Fjerritslev.

Julemanden & Nissemor er igen på pletten for at skabe julestemning i gaderne. LC Vesterhavsfruerne sælger spændende juleting i de små julehuse på Bryggertorvet, og der er mulighed for at nyde en varm pølse m.m. ude i gaderne. Fjerritslev Fut kører gratis rundture i byen for både børn og voksne.

Ugen op til jul – og mellem jul og nytår

Butikkerne holder åbent alle dage fra mandag 17. til fredag 21. december kl. 10.00 til 17.30.

Lørdag 22. december kl. 09.30 – 16.00.

Mellem jul og nytår er der normale åbningstider.

Husk vores bonkonkurrence fra 1. til 23. december

Gem bon’erne fra dine juleindkøb i Fjerritslev Handelsstandsforenings medlemsbutikker, og skriv beløbet på en særlig kupon, som du får udleveret ved kassen. Bon’erne afleveres løbende hos Renés Vin & Grønttorv, og hver uge trækkes lod om 5 stk. Jammerbugt Gavekort blandt de indkomne kuponer.