Brojubilæum markeres med maleriudstilling i Fjerritslev
Udstillingen bliver første tiltag i det nystartede projekt »Kunsten i Han Herred«, og projektgruppen efterlyser nu malerier fra Aggersund og fjordområdet øst og vest for byen
Aggersundbroen har nu i 75 år været bindeled mellem Han Herred og Vesthimmerland, og brojubilæet fejres med en lang række aktiviteter i dagene omkring 18. juni, som er selve indvielsesdatoen.
Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred vil gerne bidrage til festlighederne og arrangerer derfor en maleriudstilling med motiver fra Aggersundbroen, byen Aggersund, Aggersborg med vikingeborg, herregård og kirke samt fjordlandskabet til begge sider – henholdsvis mod Haverslev, Attrup og Øland og mod Vejlerne, Øsløs og Amtoft.
Maleriudstillingen bliver første tiltag i et nyt lokalhistorisk projekt med overskriften »Kunsten i Han Herred«, hvor der primært sættes fokus på »de gamle malere«, som kom til landet mellem hav og fjord i turismens barndom fra slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet.
Udstillingen arrangeres i Fjerritslev Kirkecenter i hele uge 24 og 25, således at der bliver god tid til at kigge indenfor og se på kunstværkerne både før, under og efter brofestlighederne i Aggersund.
Projektgruppen bag »Kunsten i Han Herred« vil gerne i kontakt med folk, der har malerier fra Han Herred med broen og fjorden som tema, og som gerne vil udlåne deres kunst til udstillingen i Kirkecentret, hvor der vil blive taget behørigt vare på værkerne.
Herdis Lau Nielsen, Skræm, tager gerne imod henvendelser herom på telefon 98 21 53 83 / 29 26 53 89 eller Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Ligeledes kan man kontakte Rita Rendow, der er medarbejder på Lokalhistorisk Arkiv Fjerritslev, på telefon 98 21 29 06 / 53 26 28 52 eller Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.