Tre skoler og en biograf i samarbejde om filmfestival

til .

Fjerritslev-projektet »Historier fra din by« skal afvikles hen over efteråret og resultere i en række dokumentarfilm, som vises frem for offentligheden ved en filmfestival i januar 2017

Hvordan er det at bo og leve i Fjerritslev – og ikke mindst at være ung i lokalsamfundet?

Det er overskriften for et omfattende filmprojekt, som skal resultere i en række dokumentarfilm med overskriften »Historier fra din by« og forløbe hen over efteråret i et nært samarbejde mellem Fjerritslev Skole, Fjerritslev Gymnasium, Han Herred Efterskole og Fjerritslev Kino.

Fra august og frem til jul bliver valgfagshold fra de tre skoler involveret i hele processen fra idé til færdig film, og projektet kulminerer i en kortfilmfestival i Fjerritslev Kino i januar 2017.

De involverede lærere skal på kursus for at kunne give eleverne det optimale udbytte af forløbet, og efter en kort introduktion i de første uger af skoleåret igangsættes den egentlige undervisning i september.

Her skal eleverne lære om principper og begreber i produktion af dokumentarfilm, herunder filmdramaturgi, som består i at skabe filmiske fortællinger, samt hvordan filmiske virkemidler underbygger og støtter fortællingen. Ligeledes skal eleverne kvalificeres til at kunne analysere film ved at se på forskellige typer af filmiske værker.

Næste skridt bliver at lave research til den kortfilm, som hvert enkelt hold skal skabe.

– Eleverne kan i deres researcharbejde involvere lokale problemstillinger, virksomheder, arbejdspladser eller foreningsliv, påpeger skoleleder Pernille Hovaldt fra Fjerritslev Skole.

Når eleverne har lagt sig fast på en historie, skal der skrives manuskript og udarbejdes storyboard, som er en slags tegneserie, der giver overblik over filmens handling, samt hvor og hvordan de enkelte optagelser skal laves. Et vigtigt element i tilrettelæggelsen af produktionsforløbet er, at elever selv foretager en relevant arbejdsdeling.

For gymnasiets og efterskolens vedkommende udnyttes den mulighed, der ligger i, at eleverne kommer fra et stort geografisk område, så der kan sættes fokus på livet som ung i Fjerritslev set såvel »indefra« som »udefra«. Derved vil dokumentarfilmene give flere nuancer og forskelligt blik for byens styrker og svagheder.

I november skulle holdene gerne være klar til at gå i gang med selve optagelserne, og tiden derefter bliver brugt til at redigere og klippe, så de færdige dokumentarfilm kan foreligge inden juleferien.

– Vi lægger vægt på, at det er elevernes egne historier, der kommer til udtryk i de film, der bliver produceret, understreger Pernille Hovaldt, som bakkes op af rektor Bjarne Edelskov Nielsen fra Fjerritslev Gymnasium:

– Det er vigtigt, at mediefagselever anvender teorier i praksis. Med dette projekt forener vi teori og praksis, og projektet fører frem til et synligt produkt, som eleverne vil gøre sig meget umage med.

Alle film bliver vist på de respektive skoler, og et udvalg heraf kommer med på filmfestivalen og bliver vist for offentligheden i Fjerritslev Kino.