Forårsmesse i Klim for 15. gang

til .

I weekenden 5.-6. marts omdannes Thorup-Klim Hallen til et stort udstillingsvindue for hus, have og fritid

Alle stande er for længst udsolgt til forårsmessen, som afvikles i Thorup-Klim Hallen for 15. gang, idet arrangementet har fundet sted hvert andet år siden hallens opførelse i 1986.

Omkring 35 udstillere vil være på pletten, når messen åbner lørdag eftermiddag, og derudover byder arrangørerne på underholdning for både små og store.

Der forventes op mod 2.000 besøgende i løbet af weekenden. I dagene forud udsendes en speciel messeavis i samarbejde med NORDJYSKE Medier.

Det er støtteforeningerne for Thorup-Klim Boldklub og Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforeninger, der står bag messen, og et stort antal frivillige er i sving for at få alt til at klappe.

I 2014 gav forårsmessen et overskud på 113.000 kr. til klubbernes aktiviteter.

I ulige årstal lægger Idrætscenter Jammerbugt rammer til en tilsvarende forårsmesse med idrætsforeningerne i Fjerritslev som bagland.