VesterhavsRock 2015
Lørdag 1. august er det igen tid til musikfestival i Fjerritslev
Kl. 12.00 åbner dørene til årets udgave af VesterhavsRock på Dyrskuepladsen til en dag, som forhåbentlig byder på solskin, glade mennesker og masser af god musik for alle aldre.
I år er der hele syv bands på programmet. Første musiknavn på den store scene er legendariske Johnny Madsen, og herefter følger som perler på en snor: SuperScum, Joey Moe, L.I.G.A, Rasmus Walther, ItaloBrothers (DE) for at slutte med TV-2, der kalder sig selv for »Verdens lykkeligste band«.
Også lokale musikere fra Jammerbugt Kulturskole får en enestående chance for at optræde for et stort publikum. De unge talenter har deres egen scene, hvorfra de vil spille i alle pauser.
VesterhavsRock slutter kl. 02.00 – efter en lang og forhåbentlig god dag på plænen med masser af god musik og festivalstemning.
VesterhavsRock er Jammerbugtens største endags-musikfestival, som siden 1999 er blevet en fast del af det nordjyske kultur- og folkeliv med et årligt besøgstal på ca. 3.500 børn og voksne.
»Warm Up« fredag 31. juli fra kl. 17
Hvis man slet ikke kan vente, begynder optakten til festen allerede fredag aften med god stemning, grillmenu, kolde fadøl og livemusik med Lune Carlsen på Torvet i Fjerritslev.