Gastronomi, råvarer og musik på Torvet
I år sker der noget nyt og spændende på Torvet i Jammerbugtens hyggeligste handelsby
Gode lokale kræfter er gået sammen om at leje et stort telt, som vil være opstillet helt frem til lørdag 8. august, og teltet vil uge for uge danne rammen om servering af mad og drikke, musikalske aktiviteter med videre, ligesom det vil være midtpunkt for det kendte råvaremarked på Torvet hver lørdag kl. 10-14.
– Hver lørdag får vi også besøg af Thorup Strand-fiskernes fiskebutik, som sælger dagfrisk fisk fra Jammerbugten via deres rullende »filial«. Desuden kommer Brøndum Nørgård Natur-Ox med alt i okse- og hestekød, fortæller René Hjørnet Jensen, som koordinerer aktiviteterne på Torvet og selv er klar med alt i frisk frugt og grønsager samt øl, snaps og vin.
Fiskebutikken, der åbnede sidste år, er ikke mindst blevet kendt via den igangværende tv-serie »Gutterne på kutterne« på TV2.
Musikken i teltet leveres 11. og 25. juli af »Limfjordens Sønner«, som spiller forrygende traditionel jazz. De glade jazztoner vil også lyde 1. august, når »Jensen2Day« optræder med Poul Erik Jensen (tidligere WestPark Feriecenter i Kollerup) i spidsen.
Hver lørdag er der desuden loppemarked rundt om i byens gader, og såvel Fjerritslev Fut som den gamle markedskarrusel på Bryggertorvet er klar til at køre gratis ture.