Velkommen til Påske by Night i Fjerritslev onsdag 1. april
Byens forretninger har åbent til kl. 21.00 og bugner af flotte forårsnyheder
Ved Påske by Night onsdag 1. april er byens butikker klædt i gult med påskekyllinger og påskeharer, påskeæg, påskeliljer og flotte grene, gule balloner og alt, hvad der ellers kan være med til at skabe den rigtige påske- og forårsstemning.
Kom ind og se de spændende forårsnyheder, og hvad de handlende har fundet frem af helt specielle »by night«-tilbud.
Læs alt om aftenens aktiviteter i By Night-avisen
Bålaktiviteter på Bryggertorvet
KFUM-Spejderne Fjerritslev er igen på pletten ved årets Påske by Night. De grønne spejdere indtager Bryggertorvet, hvor de aftenen igennem laver bålaktiviteter for børn og voksne.
Til daglig holder KFUM-Spejderne til på Spejderborgen, hvor der for nylig er indviet en flot bålhytte af svært tømmer.
Hyggeligt torvearrangement med VesterhavsRock
Torvet mellem Fjerritslev Kro og Renés Vin & Grønttorv danner ved Påske by Night rammen om et hyggeligt musikalsk miljø, hvor der også er lejlighed til at få lidt til hals og gane.
Det er VesterhavsRock, der sammen med Renés Vin & Grønttorv og Sparekassen Vendsyssel lægger op til en stemningsfuld aften med mulighed for at snuppe en pause midt mellem indkøbene i byens butikker.
Netop denne aften lyder startskuddet til billetsalget forud for VesterhavsRock lørdag 1. august på dyrskuepladsen i Fjerritslev, hvor der i år blændes op for et gigantisk show for hele familien med topnavne som Joey Moe, Rasmus Walter, Johnny Madsen, L.I.G.A., Italio Brothers og TV-2.
Sparekassen Vendsyssel, der er hovedsponsor for VesterhavsRock, giver et tilskud på 20 kr. for de første 300 billetter, så det er med at være på pletten kl. 18, når billetsalget begynder.
– Ved køb af billetter får du oven i handlen en billet til en øl eller vand hos René samt en pølse med brød hos VesterhavsRock, fortæller Henrik Bech, der er afdelingsdirektør hos Sparekassen Vendsyssel i Fjerritslev.
Der er opstillet pavilloner på Torvet, hvor der er mulighed for at få en hyggesnak til musikken, som VesterhavsRock leverer gennem højttalerne.