Tag hele familien med til Forårsmesse 2015

til .

Det er en stor fornøjelse at kunne byde publikum og udstillere velkommen til Forårsmessen 2015 i Idrætscenter Jammerbugt, Brøndumvej 14-16 i Fjerritslev

Forårsmessen åbnes lørdag 7. marts kl. 13.00 af Ane Halsboe-Jørgensen, som er født og opvokset i Fjerritslev og i dag er uddannelsesordfører for Socialdemokratiet i Folketinget og desuden næstformand for folketingsgruppen.

Det er igen i år lykkedes os at opbygge en alsidig forbruger- og kulturmesse med en bred vifte af underholdende indslag, herunder lørdagens Freestyle Fodbold og søndagens musik med Pure Drunks.

Forårsmessens historie går tilbage til 1980, og formålet er som altid at vise det bedste, som Fjerritslev og omegn formår: bilforhandlere, håndværks- og produktionsvirksomheder, specialforretninger, rengøring og personlig pleje, rejsebureau, pengeinstitutter og forsikring, ejendomshandlere, skoler, foreninger og politiske partier.

Udstillingen fordeler sig på ikke færre end 43 stande, hvoraf du møder den første allerede ved indgangen. Indenfor i de to messehaller viser udstillerne et gigantisk udvalg af forårets nyheder, ligesom de byder på smags- og vareprøver, små konkurrencer, sjove indslag og ikke mindst masser af tid til snak og hygge. På mange af standene kan du købe af de udstillede varer med det samme, eller du kan bestille til senere levering.

Udstillerne er også i gavehumør på Forårsmessen, idet publikum søndag formiddag inviteres til at deltage i et kæmpe »Stå-Bingo« med masser af dejlige præmier fra de enkelte stande og Thomas Gravesen som veloplagt konferencier.

Thomas er også klar ved mikrofonen, når der begge dage blændes op for det store hair- og modeshow med lokale frisører og modebutikker på scenen.

Søndag indledes i øvrigt med gratis kaffe og rundstykker, og senere samme dag byder Forårsmessen på smagsprøver fra Han Herreds største frokostbord.

Vi glæder os ikke mindst over, at vi i år kan præsentere Jammerbugt Kommunes smukke borgmesterkæde, som introduceres af borgmester Mogens Gade lørdag eftermiddag. Det er et udtryk for, at vi her i Fjerritslev gerne vil være en aktiv del af det store fællesskab i Jammerbugt Kommune, og at både forenings- og erhvervslivet på mange forskellige måder bidrager til at skabe udvikling i vores del af kommunen sammen med Vækst Jammerbugt, Udvikling Han Herred, Naturstyrelsen og andre gode kræfter.

Bag hele det store arrangement står mere end 50 frivillige med baggrund i Fjerritslev Idrætsforening og Ørebro Boldklub.

Vi vil gerne benytte anledningen til at takke for den store opbakning, som Forårsmessen på forhånd har mødt fra udstillerne, Idrætscenter Jammerbugt og de mange frivillige. Ikke mindst tak for samarbejdet med Thorup-Klim Boldklub, som igen i år sørger for opstilling og nedtagning af standene.

Læs meget mere om forårsmessen i messeavisen

Venlig hilsen
Fjerritslev Idrætsforening (FIF) & Ørebro Boldklub (ØB)
Messeudvalget: Bo Bang Larsen, Thomas Gravesen, Claus Hermansen, Preben Wittrup og Knud Erik Andersen


Program

Lørdag 7. marts 2015

Kl. 13.00 Forårsmessen 2015 åbnes af MF Ane Halsboe-Jørgensen

Kl. 14.00 Freestyle Fodbold ved scenen

Kl. 14.30 Borgmesterstang og lagkage ved scenen – sponsoreret af Konditoriet

Mød borgmester Mogens Gade, der kommer forbi og viser kommunens flotte
borgmesterkæde frem

Kl. 15.30 Stort hair- & modeshow på scenen

Kl. 18.00 Messen lukker


Søndag 8. marts 2015

Kl. 09.30 Messen åbner

Kl. 09.30 Rundstykker og kaffe – sponsoreret af Konditoriet

Kl. 10.00 Stå-Bingo fra scenen

Kl. 12.30 Han Herreds største frokostbord

Kl. 13.15 Pure Drunks spiller på scenen

Kl. 15.00 Stort hair & modeshow på scenen

Kl. 16.30 Kåring af årets bedste stand

Kl. 17.00 Messen lukker