SuperBrugsen i gang med stor ombygning
SuperBrugsen i Fjerritslev har taget hul på 2015 med de indledende manøvrer til en omfattende ombygning, der vil ændre butikkens udseende markant, både udvendig og indvendig
Grundarealet udvides med små 400 kvadratmeter, og den vestlige del over mod Jutlander Bank bygges op i to etager, hvor der på førstesalen over hovedindgangen indrettes 270 kvadratmeter med personalefaciliteter, kontor og et stort mødelokale, oplyser uddeler Brian Thisted.
De to etager udnyttes desuden til at etablere et højlager, således at lagerkapaciteten til butiksvarer øges væsentligt, uden at det kræver mere gulvplads. Tværtimod lægges det gamle lager til butikken, og sammen med forøgelsen af det samlede grundareal betyder det en udvidelse af salgsarealet med mere end 40 procent fra de nuværende 1.100 til 1.567 kvadratmeter.
– Herved bliver der langt mere lys og luft, og vi får plads til at præsentere varerne endnu bedre, ikke mindst inden for økologi, grønt, kød, viktualier, ost og mejeri, påpeger Brian Thisted.
Indretningsplanen er endnu ikke på plads, men det ligger fast, at der i forbindelse med den nye hovedindgang indrettes kiosk og bageriudsalg.
Brian Thisted oplyser, at ombygningen opfylder et påtrængende behov som følge af øget kundetilstrømning, hvilket dokumenteres af en omsætningsfremgang fra 53 millioner kroner i 2010 til forventet 75 millioner kroner i 2014.
Nyindretningen er samtidig et resultat af en forbrugerundersøgelse, som blandt andet viser, at SuperBrugsens medlemmer og kunder i øvrigt ønsker mere plads i butikken og et endnu bedre udvalg inden for køl og grønt.
– Indretningen af mødelokalet på første sal er også et udtryk for, at vi ønsker at styrke foreningselementet og imødekomme medlemmernes ønsker. Her kan vi rumme næsten 100 mennesker til møder i vores vinklub eller andre forbrugerarrangementer, fortæller Brian Thisted.
Ombygningen forventes afsluttet i første halvdel af juni. Indtil da er der etableret en midlertidig indgang fra Algade-hjørnet, og Brian Thisted forsikrer om, at der vil være opsat skilte og anden behørig information, så kunderne let kan orientere sig.