Jul i den gamle bryggergård

til .

Ved Jul by Night fredag 28. november er der lejlighed til at besøge den gamle bryggergård, der ligger lige midt på forretningsstrøget med sine smukke og velbevarede bygninger fra 1897 – samme år som jernbanen kom til Fjerritslev. Dengang var forhuset med privatboligen det eneste toetagers hus mellem Aalborg og Thisted!

Bryggergaarden er ikke blot enestående i Danmark, men fremstår som Nordeuropas bedst bevarede ølbryggeri med sine originale trækar og remedier. Ligeledes er der mulighed for at kigge rundt i bryggerfamilien Kjeldgaards private stuer.

Bryggeri- og egnsmuseets juleudstilling omfatter bl.a. en smuk rødgran med gammeldags klippet julepynt, en samling gamle julekalendere og en julemodelby.

Udenfor ses den store julemand, Bryggernissen, der hvert år til jul tager opstilling foran Bryggergaardens garage. Det var købmand Christiansen, der i sin tid opfandt julemanden og lod ham opstille foran sin butik i Vestergade 27. Bryggernissen lægger i vore dage navn til en specialøl, der forhandles af Renés Vin & Grønttorv og er udviklet i samarbejde med museet.

Også åbent 14. og 21. december

Museet er normalt åbent hver mandag kl. 11.00 – 15.30. Men Bryggergaardens frivillige er igen klar til at holde ekstraordinært åbent, når byens butikker inviterer på julehandel de sidste to søndage før jul kl. 12.00 – 18.00.

Søndag 14. december er der julestue i Bryggerkælderen, og søndag 21. december vil der op fra kælderen og helt ud på gaden stige en liflig duft af »Han Herreds nationalret« – nemlig stuvet hvidkål med flæsk og varmt hvidtøl, som serveres mod en beskeden betaling.

Denne tradition, som går mere end 50 år tilbage, vendte sidste år tilbage efter et par års pause og vil igen vække minder om den gode, gammeldags jul i Jammerbugtens hyggeligste handelsby.

Det er en gruppe frivillige, der sammen med Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum står bag initiativet, som også bakkes op af Fjerritslev Handelsstandsforening.

Oprindelig var det bryggerske Kirsten Kjeldgaard, der sammen med handelsstandsforeningen skabte den hyggelige begivenhed, som med få undtagelser har været et fast indslag sidste søndag før jul fra 1960’erne og helt op til vore dage. Bryggerimuseet blev i øvrigt også til på Kirsten Kjeldgaards initiativ.

Bryggergaardens juleaktiviteter 2014

Fredag 28. november kl. 18.00 – 22.00 Jul by Night
Søndag 14. december kl. 12.00 - 18.00 Julestue i Bryggerkælderen
Søndag 21. december kl. 12.00 - 18.00 Servering af kål og flæsk