Forfattere og redaktion ved præsentationen af Han Herred Bogen 2015 på herregården Bratskov i Brovst, fra venstre: Ejgil Bodilsen, Susanne Hjorth Hansen, Bjarne Jørgensen, Johan Svaneborg, Jens Peter Larsen, Bente Kristensen, Rita Rendow, Inge Ulrik, Gudrun Kaspersen, Verner Bruhn, Jytte Vuust Nielsen, Lillian Carstensen og Anna Marie Toft Sørensen. Forrest: Bent Nygård (årets kunstner og forfatter til Han Herred-sangen) og Hans Brøndborer Kristensen (forfatter til årets sang ved Træf Han Herred 2014). Foto: Lisbet Bodilsen

Han Herred Bogen kan inspirere nutidens iværksættere

til .

Udgivelsen af Han Herred Bogen 2015 blev behørigt fejret ved en festlig sammenkomst for forfattere, redaktion og udvalgsmedlemmer i Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred

Den traditionsrige begivenhed fandt sted i hyggelige og stemningsfulde rammer på herregården Bratskov i Brovst, hvor der indledningsvis var korte taler af styrelsesformand Otto Kjær Larsen og borgmester Mogens Gade.

Otto Kjær Larsen konstaterede, at Han Herred Bogen 2015 er nummer 20 i rækken siden 1996, og at der er tale om endnu et »velskabt barn« i det kendte omfang og smukke udstyr, og borgmesteren takkede for den værdifulde indsats, som bliver lagt for dagen i det lokalhistoriske arbejde til gavn for fællesskabet i såvel Han Herred som Jammerbugt Kommune.

Der blev sunget flittigt efter Han Herred Sangbogen, som samvirket udgav i 1999, herunder »Jeg véd et sted mellem hav og fjord«, der oftest omtales som »Han Herred-sangen«. Forfatteren til netop denne sang, gårdejer Bent Nygård fra Drøstrup ved Fjerritslev, er udvalgt som årets kunster, og på redaktionens vegne introducerede Bente Kristensen den solide bonde, der med udspring i sine tanker og følelser omkring de nære ting – det at leve på landet og arbejde med sin jord i pagt med naturen – har skrevet et stort antal sange og digte gennem årene til glæde for mange.

Ejgil Bodilsen præsenterede de øvrige 15 indlæg i årbogen og deres forfattere og påpegede, at flere af artiklerne er præget af den iværksætter- og selvstændighedstrang, som også ofte bliver fremhævet som en vigtig drivkraft for fremtidens lokalsamfund. Derfor kan Han Herred Bogen være til inspiration for nutidens iværksættere, fremhævede han.

Blandt dem, der i svundne tider kastede sig ud i at opbygge en tilværelse uden sikkerhedsnet, kan nævnes skomager L.P. Larsen i Brovst, husmandsparret Marie og Bertel i Andrup Bjerge og udvandrerne Maren Kirstine og Peder Odgaard Nielsen fra Hannæs, som alle har fået deres livsfortælling med i denne udgave.

Årets kirke er Skræm Kirke, som trods sin beskedenhed er et vigtigt pejlemærke, ikke blot i sognet, men også for mange, der færdes ad landevejene gennem Han Herred.

Til flere af artiklerne foreligger der supplerende stof, som kan findes under Han Herred Bogen på Hanherred.dk

Han Herred Bogen 2015 kommer som altid rundt i alle hjørner af det langstrakte herred med dets 24 kirkesogne, fra Vesløs i vest til Øland i øst. De lokalhistoriske sognegrupper bidrager til bogen med et gammelt billede fra hvert sogn til fotokavalkaden Det Gamle Album, ligesom medlemsforeningerne i øst og vest hver har leveret en kort årsberetning, så læserne får et indtryk af, at der virkelig er liv i lokalhistorien i »landet mellem hav og fjord«.

Ud over udgivelsen af Han Herred Bogen står Lokalhistorisk Samvirke bag det årlige Træf Han Herred og forskellige herredsprojekter. Den største satsning i disse år er projekt Besættelsestidens Han Herred, hvor der stiles mod en stor udstilling i Tinghuset 9.-13. april 2015 som markering af 75-året for Danmarks besættelse i 1940.

Læs introduktion til bogens artikler her

Se billedserie fra præsentationen af Han Herred Bogen 2015