BOP Kontormøbler åbner nyt hovedsæde på Fabriksvej
Efter en omfattende ombygning og renovering af den tidligere maskinforretning på Fabriksvej 16 i Fjerritslev er Lene og Peter Hyldager klar til åbning af et helt nyt hovedsæde for BOP Kontormøbler ApS
Ægteparret beholder de hidtidige lokaler i Østergade 44 til lager, men i fremtiden vil alt salg til såvel erhverv som privat foregå fra Fabriksvej.
Det nye domicil omfatter 2.200 kvadratmeter, og med lokalerne i Østergade råder BOP Kontormøbler over i alt 3.500 kvadratmeter.
Konceptet er fortsat brugte såvel som nye kontormøbler samt inventar og tilbehør af enhver slags. Dog er skriveartikler, papir og lignende afhændet til EDB Center i Østergade 12.
Overtagelsen af Fabriksvej 16 giver endnu bedre mulighed for at udstille møblerne i spændende miljøer, så kunderne kan se, hvordan de tager sig ud.
– Vi får løbende henvendelser fra større virksomheder, der gerne vil sælge brugte kontormøbler, så vi har ikke behov for at bruge mange ressourcer på opsøgende arbejde. Og i mange tilfælde har vi mulighed for at levere nyt til de samme virksomheder, da vi forhandler nye møbler fra en bred vifte af leverandører, fortæller Lene og Peter Hyldager.
Opkøb og salg foregår over hele landet.
– Indtil oktober i år havde vi også et lager i Glostrup, men da salget i stor stil foregår via internettet, har det ikke nogen betydning, at vores lager ligger i Fjerritslev, langt fra de større byer.
Lene og Peter Hyldager har i mange år solgt kontorstole og reoler som supplement til Fjerritslev Boghandel, som de drev i 19 år indtil august i år, hvor de valgte at samle kræfterne om BOP. Selskabet blev etableret i 1999, og på de fem år har aktiviteterne været i stærk vækst, så der nu er ni medarbejdere på lønningslisten.
Åbningen på Fabriksvej 16 markeres med reception fredag 14. november kl. 14-16.