Rønnes Hotel solgt til Aalborg-restauratør
Rønnes Hotel & Restaurant på Kystvejen 25 i Slettestrand er pr. 1. oktober 2014 solgt til restauratør Lars Mouritzen, Aalborg, der får hidtidig hotelchef Dorte V. Lukassen som medejer
Leif Rønne overtog i 1978 sammen med sin hustru, Britta, sommerpensionatet Jennys Pension med blot seks værelser og en sal til 40 personer, som siden har udviklet sig til det Rønnes Hotel & Restaurant, vi kender i dag med 63 moderne dobbeltværelser, fleksible sale med plads til op mod 550 spisende gæster og ca. 15 fastansatte.
Hotellets forretningsområder er ud over værelsesudlejningen, restauranten med alacarte og de berømte buffeter, weekendophold og miniferier, diverse private og erhvervsmæssige arrangementer i alle størrelser lige fra bryllupper, fødselsdage og receptioner til kurser og konferencer. Hotellet har endvidere en del mad ud af huset.
Generation efter generation har gæstet Rønnes Hotel & Restaurant
Det er med stort vemod, at Leif Rønne takker af, men han glæder sig over, at hotellet og restauranten videreføres af nye, dygtige ejere, der vil drive det videre i den ånd, som de trofaste stamkunder kender og holder af.
– Vi har jo gæster, som er kommet her igennem flere generationer. Deres barnedåb blev holdt her og siden deres konfirmation og bryllup. Og så er de vendt tilbage igen, når der skulle holdes barnedåb for deres egne børn, fortæller Leif Rønne og fortsætter:
− Det har da været en svær beslutning at sælge mit livsværk og det sted, hvor mine børn er vokset op. Men jeg glæder mig til at kunne besøge min datter i Schweiz noget oftere og til at kunne tage på fisketure med min søn.
Kontinuiteten er sikret
De faste stamkunder – og andre nye kunder – kan glæde sig over, at hotellet forstætter i samme ånd som hidtil. Alle de dygtige ansatte fortsætter som før, og den hidtidige hotelchef Dorte V. Lukassen fortsætter både som daglig leder og medejer af hotellet. Ejerskiftet får således heller ingen betydning for allerede aftalte selskaber og reservationer i øvrigt.
Derudover kan gæsterne også glæde sig over lejlighedsvis at støde ind i Leif Rønne på hotellet. Han har nemlig lovet at give en hånd med ved spidsbelastninger. Så helt slipper han ikke sit livsværk!
Den nye ejer
Den nye ejer, Lars Mouritzen, der i forvejen driver Restaurant Papegøjehaven i Aalborg Kongres & Kultur Center, overtager hotellet pr. 1. oktober og kan således også føje titlen hotelejer til visitkortet.
– Jeg har i flere år ønsket mig et hotel og flere gange været på Rønnes Hotel som gæst, hvor atmosfæren og beliggenheden ved Jammerbugtens natur har tiltalt mig meget. Vi har nu med Rønnes Hotel erhvervet et skønt og veldrevet hotel, kendetegnet ved en rigtig god kvalitet og service, som harmonerer med vores egen måde at drive forretning på. Planen er derfor, at vi i størst muligt omfang vil føre hotellet videre i samme ånd som hidtil, selv om der naturligvis med tiden vil komme nye tiltag og forandringer. Det er dog meget vigtigt for os, at alt, hvad vi foretager os, tager udgangspunkt i hotellets mange trofaste kunders ønsker og behov, fastslår Lars Mouritzen.
Danmarks smukkeste beliggenhed
Rønnes Hotel & Restaurant ligger ved det charmerede fiskerleje Slettestrand ved det brusende Vesterhav, omgivet af den fantastiske natur med blandt andet Lien, Svinklovene og Fosdalen.