FIF underholder ved Sommer by Night
FIF Håndbold og Fodbold er på gaden med masser af sjove aktiviteter ved Sommer by Night i Fjerritslev fredag 25. juli
FIF Håndbold er på pletten
FIF Håndbold, som sidste år blev kåret som hele Danmarks håndboldklub nr. 1 ud af DHF’s ca. 900 medlemsforeninger, er selvfølgelig på pletten, når bolden ruller ved Sommer by Night i Fjerritslev fredag 25. juli.
Håndboldfolkene tager opstilling i Søndergade-krydset med en såkaldt bouncer, hvor man enkeltvis eller på række kan spille håndbold mod bounceren, der hele tiden sender bolden retur. Formålet er at gøre håndbold sjovt og attraktivt for endnu flere børn og unge.
Det hele bliver indrammet af iørefaldende musik med Andreas Zacho ved mixerpulten.
Spil fodbold i en lukket arena
FIF Fodbold sørger for, at bolden ruller hele aftenen ved Sommer by Night.
I Søndergade-krydset opstilles en lukket fodboldarena, som gør det sjovt både at spille fodbold og at være tilskuer. Her kan man nemlig komme helt tæt på spillerne uden at blive ramt af hårdtslående bolde.
Fodboldforhindringsbane i Tværgade
FIF Fodbold er klar med en sjov og anderledes hoppeborg i form af en fodboldforhindringsbane i Tværgade.
Her kan du suse gennem en masse forhindringer, klatre op til rutsjebanen og rutsje ned i høj fart.
Hvis du ikke er vild med fodbold i forvejen, så bliver du det, når du prøver denne forhindringsbane, som er for alle børn.
Kom og prøv bordfodbold med levende spillere
En af de sjove og anderledes aktiviteter, som FIF Fodbold arrangerer ved Sommer by Night, er mega-bordfodbold, som foregår på oppustelig fodboldbane i Østergade.
Banen er på ca. 14 x 8 meter, hvor der er plads til to hold med fem-seks spillere på hvert.
Princippet er som i almindelig bordfodbold, men her er det levende personer og ikke figurer, der er spillere. Spillerne bliver spændt fast til stænger og kan derfor kun bevæge sigpå et lille område og i samarbejde.
Mega-bordfodbold er en supersjov aktivitet, som samtidig er en øvelse i tålmodighed og samarbejde.