Musikalsk trio sørgede for historiens vingesus
100-året for den store amts- og herredsudstilling i 1914 blev fejret ved Sommer by Night i Fjerritslev fredag 11. juli med en historisk foto- og maleriudstilling i dyrlæge Julius Hansens tidligere bolig i Vestergade 2
Udenfor spillede den lokale duo Johan Svaneborg og Niels Kraghede traditionel musik fra 1910 og fremefter, og deres optræden fik en ekstra historisk dimension, da mangeårig koncertmester ved Det Kongelige Kapel Eyvind Sand Kjeldsen dukkede op og indvilgede i at lege med.
86-årige Eyvind Sand Kjeldsen er søn af Fjerritslevs kendte musikdirektør og orkesterleder Chr. Sand Kjeldsen, der medvirkede ved amts- og herredsudstillingen i 1914 og ved utallige lejligheder rundt om i det nordjyske frem til sin død umiddelbart efter Aggersundbroens indvielse i 1942, hvortil han havde komponeret en særlig bromarch.
Johan Svaneborg havde til Sommer by Night medbragt ikke blot sin egen, men også en gammel violin, som har tilhørt netop Chr. Sand Kjeldsen, og klenodiet blev straks fundet frem, så sønnen kunne bidrage til at give 100-års jubilæet et ekstra historiens vingesus.
Se video med de tre musikanter på Fjerritslev.dk's Facebookside