Kæmpe torvemarked hver lørdag
At Fjerritslev er Jammerbugtens hyggeligste handelsby, skyldes ikke mindst det farverige torvemarked, som finder sted hver lørdag til og med 2. august
Renés Vin & Grønttorv, som koordinerer torvemarkederne, tilbyder alt i frisk frugt og grønt foruden is, chokolade, vin, bjesk og øl, herunder en lang række lokale specialiteter såsom Han Herred Snapsen, Alverdens Casper-øl, Røde Willy-dram, Gyldenstjerne-bjesk, Fjerritslev Port og Fjerritslev-chokolade.
Sanne og Brunos Biavl fra Kølby præsenterer kvalitetshonning, som både kan bruges som lækkert og sundt pålæg på brødet, som sødemiddel ved madlavning og som middel mod forbrænding, eksem og betændte sår.
Desuden møder Brøndum Nørgård Natur-Ox op med et stort udvalg af kvalitetsprodukter inden for frilandsoksekød – detailpakket og dybfrosset – samt alt i hestekød. Desuden kan du smage på fedtfattige pålægsvarer og grillpølser.