Indvielse af ny vandkunst ved Sommer by Night
I forbindelse med byrenoveringen omkring årtusindskiftet nedsatte Fjerritslev Handelsstandsforening »Komitéen til udsmykning af centerområdet i Fjerritslev« med det formål at skaffe udsmykning til byen. Det overordnede tema var at bringe den omgivende natur ind i byen
Hidtil har komitéen fået rejst »Sort Diabas« på Torvet og »Dråben« bag Renés Vin & Grønttorv. Desuden har man fået væltet muren og sat en vandpost op på Bryggertorvet, ligesom komitéen står bag etableringen af »Soluret« ved Kirkepladsen som en model af parabelklitten ved Klim Bjerg.
I forbindelse med afsløringen af soluret i 2012 opstod tanken hos SuperBrugsen og Sparekassen Himmerland (nu Jutlander Bank) om en vandskulptur på parkeringspladsen mellem de to virksomheder.
Komitéen benyttede sin forbindelse til en tysk arkitekt ved navn Stefan Weidehoff, der foreslog en model af Skarreklit. Idéen slog an, kombineret med et vandbassin og overrisling af modellen gennem et hul i toppen.
Weidehoff udarbejdede forskellige tegninger, dels af stenen anbragt på stedet, dels en del målsatte tegninger til brug for stenhuggermester Carsten Nørmark Christensen i Nørre Snede. Nu er kalkklippen Skarreklit, der væltede i en storm ud for Bulbjerg natten til 19. september 1978, blevet genskabt som en tre meter høj stenskulptur, stående i et bassin på tre gange tre meter med 10 centimeter klart vand og bund af ral.
Skulpturen er udhugget af en 18 tons stor granitblok fra Halmstad i Sverige, og for at Skarreklit ikke skal vælte på ny i Fjerritslevs bløde undergrund, er den solidt placeret på et mere end 60 tons tungt betonfundament.
Værket er kommet op at stå med hjælp fra ni større og mindre fonde. Strøm og vand sponsoreres af SuperBrugsen, der ligeledes har stillet en parkeringsbås til rådighed og flyttet sit firmaskilt.
Indvielsen af »Skarreklit« finder sted som led i de mange aktiviteter ved Sommer by Night i Fjerritslev fredag 11. juli kl. 18. Helle Bak Andreasen, der er formand for Jammerbugt Kommunes Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalg, holder indvielsestalen, og Brovst Pigegarde, der netop i år kan fejre 50-års jubilæum, er med til at gøre begivenheden ekstra festlig ved at spille i gaderne både før og efter afsløringen.
Også stenhuggeren og den dansktalende idémand fra Tyskland vil være til stede ved den officielle afsløring.