Påskeudstillinger i nyt regi
Kunst i Klim Kalkovn afløses af Kunst i Bådhuset
Gruppen bag Kunst i Klim Kalkovn har besluttet at stoppe med de årlige påskeudstillinger, som har fundet sted siden 2007 i det nedlagte kalkværk ved Klim Bjerg.
I stedet har en gruppe af de hidtidige udstillere valgt at videreføre påskeudstillingerne i Havbådehuset og på Hotel Klitrosen i Slettestrand. Havbådehuset har de seneste par år dannet ramme om en særskilt afdeling af Kunst i Klim Kalkovn, og sidste år var Klitrosen med i kunstfællesskabet for første gang.
Med billedkunstner Piet Pedersen som tovholder lægges der nu op til en ny fremtid for påskeudstillingerne, og der er tilmeldt ca. 30 kunstnere, som repræsenterer et bredt spektrum af kunstarter.
– Vi håber, I har lyst til at give dem samme gode opbakning, som I gav os, lyder det fra Eva Kristensen og Lene Gabel Nielsen, som i sin tid tog initiativ til Kunst i Klim Kalkovn og har stået i spidsen gennem alle syv foregående år med lokale påskeudstillinger.